Opløsning af LDN: Sådan opløses Naltrexon til LDN

Årsagen til at vi opløser Naltrexon til LDN selv er, at det på den måde bliver markant billigere at være på medicinen, der jo som bekendt ikke er tilskudsberettiget. Der er 28 piller af 50mg i en pakke Naltrexon, hvilket for de flestes vedkommende vil give medicin til mange måneders forbrug.

Jeg beskriver her to måder at opløse Naltrexon til LDN på. Hvis man anvender vægt, får man den mest præcise afvejning, men metoden der anvender mængde er nemmest. Aftal med din læge hvordan du skal gøre.

Metode 1: Opløsning af Naltrexon ved hjælp af vægt

Jeg benytter selv denne metode, fordi den er mest præcis.

Til opløsning skal du bruge:

  • Pressionsvægt (0,01g). Min kostede bare 80,-
  • Flaske til opbevaring. Jeg bruger en såkaldt dripflaske som er udviklet til dampere som selv blander deres niikotinvæske.
  • Tragt (lille).
  • Kanyle uden nål. Kanylen gør det nemt at ramme helt præcist i opmålingen.

Klargøring:

Sørg for at alt er rent og skoldet (OBS om plastikken kan tåle varme, ellers rens det grundigt med opvaskevand og skift det ud efter behov).

Kog vand til din opløsning og lad det køle ned til rumtemperatur.

Opskrift:

  1. Sæt dripflasken på vægten og tænd den. Vægten er så fintfølende, at den ofte vil sige 0,04g fx, selvom flasken er tom. Læg mærke til dette tal og træk det fra (eller læg til hvis minus) når du afvejer.
  2. Afvej nu ca. 50g vand ved hjælp af tragten. Hold tragten i hånden og pas på den ikke rammer flasken.
  3. Juster de sidste mg ved hjælp af kanylen. Du kan formodentlig ikke ramme med to decimalers præcision så rund op hvis du rammer 0,06 eller derover, og rund ned hvis du rammer 0,05 eller derunder. Husk at trække det tal fra som vægten viste for meget i begyndelsen.
  4. Læg nu din Naltrexon pille i flasken og ryst meget grundigt.
  5. Vent ca. 3-5 minutter og ryst igen.
  6. Din LDN opløsning er klar, men skal rystes hver eneste gang du skal bruge af den.

Opbevar blandingen i køleskab mellem brug.
LDN-opløsningen kan holde sig 60 dage på køl.

Metode 2: Opløsning ved hjælp af mængde

Til opløsning skal du bruge:

  • Et glas med stor åbning og tætsluttende låg
  • En stor kanyle til 50mL

Klargøring:

Kog vand og skold glas og kanyle.

Lad nok kogt vand køle ned til stuetemperatur.

Opskrift:

  • Afmål 50mL kogt vand med kanylen og kom det over i glasset.
  • Læg din Naltrexonpille i, luk låget og ryst glasset.
  • Vent 2-5 minutter og ryst glasset igen.

Opbevar blandingen i køleskab mellem brug.
LDN-opløsningen kan holde sig 60 dage på køl.

Sådan tages opløst LDN

Der er flere måder at afveje den daglige dosis på. Jeg foretrækker med vægt, men de fleste benytter kanyle.

Metode 1: LDN afmålt med vægt

  1. Stil et lille drikkeglas på din præcisionsvægt.
  2. Tænd for vægten og vent til den viser 0, eller næsten 0. Husk den decimal der eventuelt måtte være og træk den fra eller læg den til dit resultat.
  3. Ryst blandingen.
  4. Afvej nu LDN fra dripflaske (det er her dens fordel for alvor kommer ind, da den kan dosere en dråbe ad gangen.
  5. Træk eventuelt for meget doseret LDN opløsning op med en kanyle.
  6. Hæld nu fx juice eller anden drik oveni din LDN, så du undgår den grimme smag.

Metode 2: LDN afmålt ved hjælp af kanyle

  1. Ryst glasset med LDN og træk lige så mange mL opløsning op, som du skal tage i mg. Vi har jo opløst 50mg Naltrexon i 50mL vand, så dosen er 1:1 mg pr ml.
  2. Pres indholdet fra kanylen over i et glas og bland det med en væske som kamuflerer smagen – fx juice.

Tips til dig der selv opløser Naltrexon til LDN

Får du en meget høj dosis LDN kan du lave en stærkere opløsning end vand/Naltrexon i 1:1. Måske giver det mening at opløse flere piller på en gang. Opløser du 10mg Naltrexon i 50mL vand, skal du huske at halvere “dosen” når du trækker den op eller afvejer den.

Eksempel:

Du skal tage 10mg LDN, men har opløst 100mg Naltrexon i 50mL vand.
For at få 10mg, skal du altså have 5mL LDN.

Får du modsat en meget lav dosis, kan du gøre som jeg, og opløse fx 50mg Naltrexon i 100mL vand. Så skal du huske at fordoble dosen når du trækker den op eller afvejer den. Du kan også vælge kun at opløse en halv pille ad gangen – Naltrexon har nemlig delekærv, hvilket indikerer at medicinen er jævnt fordelt i pillen.

Eksempel:

Du skal tage 0,5mg LDN, men har opløst 25mg Naltrexon i 50mL vand.
For at få 0,5mg, skal du altså have 1mL LDN.

Et sidste tip er, at have kanyler i flere størrelser på lager. På den måde er du klar til at skifte dosis, eller til fx at trække for meget ophældt opløsning op igen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LDNy
Scroll to Top